Tilbage Home Links Gæstebog Port of Call Næste  

 

   
19. januar 1961     19. juni 1961.
Bangkok   Hongkong
 

Matros

Rederiet A. P. Møller.

 

 

Ferie i Japan.
Panamacanalen.

 
  Jorden rundt.

 

 
 

Uanset hvor godt man har det, trænger man på et eller andet tidspunkt til forandring, Emilie  og Olga Mærsk lå sammen i Bangkok og en matroserne fra Olga ville gerne bytte med mig, så vi fik lavet en aftale med de respektive styrmænd og fik flytte vores seabags; nu skulle jeg til staterne første gang d. v. s. vi skulle til Halifax, Canada og derefter på såvel  Øst- samt Vestkysten. Som "gammel" fareaster ventede jeg på at komme tilbage på Far Easten.

 

Afmøstring - M/S Himalaya

 


Link til P & O Line.

 

 
På grund af nogle uoverensstemmelser med 1. styrmand, som kom fra DFDS og ikke var vant til forholde på østen, var vi nogle stykker der efter søklaringen i Kobe sagde hyren op til Hongkong, skipperen mente ikke det kunne lade sig gøre, men agenten hjalp os med at få billet til Japan på "Himalaya" en af P&O Line store passagerskibe, som sejlede mellem Australien - Østen - Staterne, det var noget af en oplevelse lige pludselig at blive passager, med billige drinks det meste af natten og bare se ud på blå hav om dagen med en kølig pilsner i hånden.
Herefter var det ferie i Kobe i 2 1/2 mdr. skønt. 

 

 
tryk for link til mærsk

 

Skibstekniske Detaljer

M/S Olga Mærsk
 København
Kendings OUOR
Rederi A P MØller
Værft: OSS
Byggeår:09.09.1949
 IHK 9800
Fremdrift Disel
 BRT 6591   
TDW 9950
Solgt:10.01.1974
Yau Wing Metal Co
Hong Kong
Ophugget 1979

 

 

       
Mærsksømænd (foto)
       
  Ferie i Japan.  
     
Kobe

Jeg havde på det tidspunkt sejlet uden ferie i ca. 2 1/2 år, så det var lidt af en omvæltning at gå i land, vi ankom til Kobe uden at have noget sted at bo, så vi flyttede ind på et lille hotel i Motomachi, men efter nogle dage fandt jeg sammen med en af mine kollegaer et dejligt sted at bo i Kintano-cho,  Bay View vi havde en dejlig lejlighed med udsigt over hele Kobe, med god plads til os, vi lejde nogle møbler og syede efter bedste evne nogle gardiner. Vores største problem i den periode vi var i land, det var den varmeste tid op til ca. 40€ midt på dagen, så det var sjældent vi kom ned i byen før efter solnedgang, var tilholdssted var Sunshine Bar med Robert, som vært og en rigtig flink Mama-san, jeg husker en dag hvor vi var kommet tidlig derned, baren var ikke åben endnu, så vi lånte nøglen og klarede os selv, man da Robert dukkede op fik vi en ordentlig skideballe, fordi vi havde overtalt Mama-san til at give os nøglen. Vi havde en god tid, men gode tider og penge vare jo ikke evigt, så tiden kom hvor vi skulle ud at sejle igen.

   

Tryk for stort

Historisk data

(ifølge "Mærskbådene" af Ole Stig Johannesen)

 

 

 Ole Stig Johannsen
"Mærskbådene."
Rederiets skibe gennem de første50 år.
Udgivet 2006 på: Editions Maritimes
ISBN 87-990744-1-9

 

Port of Call

  Panamacanalen.Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Panamakanalen er en menneskeskabt kanal i Panama, som forbinder Stillehavet og Atlanterhavet. Byggeriet var en af de største og mest besværlige ingeniøropgaver som nogensinde er udført, og kanalen har haft en enorm indflydelse på skibsfarten mellem de to oceaner, afløsende den lange og forræderisk farlige rute via Drake passagen og Kap Horn ved sydspidsen af Sydamerika. Et skib som sejler fra New York til San Francisco via kanalen tilbagelægger 9.500 km , et godt stykke under halvdelen af de 22.500 km, som er distancen rundt om Kap Horn.[1] Selvom konceptet med en kanal daterer sig tilbage til tidligt i 1600-tallet, begyndte det første forsøg på at konstruere en kanal i 1880 under fransk lederskab. Efter at dette forsøg fejlede, og 21.900 arbejdere døde, blev projektet med at bygge en kanal overtaget og færdiggjort af USA i begyndelsen af 1900-tallet, og kanalen åbnede i 1914. Kanalen byggedes med hjælp af ingeniørtropper fra USA's hær og USA skulle administrere dén og et ca. 8 km bredt område på hver side af kanalen, Panamakanalzonen. Bygningen af den 77 km lange kanal blev plaget af problemer, inklusive sygdom (specielt malaria og gul feber) og jordskred. Da kanalen stod færdig, anslås det at 27.500 arbejdere alt i alt havde mistet livet i de kombinerede franske og amerikanske anstrengelser.

Siden dens åbning har kanalen været en enorm succes, og fortsætter med at være en hoved-færdselsåre for international maritim handel. Kanalen kan tage fartøjer lige fra små private yachter og op til store kommercielle skibe. Maksimal størelsen på de skibe som kan gå ind i kanalen, kaldes Panamax; en stadig voksende del af moderne skibe overskrider denne grænse, og er kendt som post-Panamax fartøjer. En typisk passage for et handelsskib gennem kanalen, tager omkring 9 timer. 14.011 fartøjer passerede igennem i 2005, med en samlet kapacitet på 278.8 millioner tons, dvs. et gennemsnit på næsten 40 fartøjer om dagen

Historie

Efter bygningen af Suez-kanalen i Egypten var franskmændene sikre på, at de nok engang kunne forbinde to verdenshave med hinanden. Ferdinand de Lesseps, som var ansvarlig for bygningen af Suez-kanalen, blev først kontaktet angående byggeriet af den nye kanal i Panama, og arbejdet begyndte 1. januar 1880. Tekniske problemer og høj dødelighed, blandt andet p.g.a. malaria, gul feber og andre tropesygdomme, tvang franskmændene til at opgive projektet.

USA's præsident, Theodore Roosevelt, var derimod sikker på, at amerikanerne kunne fuldføre projektet, og at kontrol over en kanal mellem Atlanterhavet og Stillehavet kunne være af både militær og politisk betydning. Han fik som udgangspunkt tilladelse af Colombia (som Panama den gang var en del af) til at fortsætte byggeriet; men aftalen blev ikke ratificeret. Derfor skabte det problemer, da Roosevelt bestemte sig for at hjælpe Panamas løsrivelsesbevægelse til et frit Panama, hvad landet også blev 3. november 1903.

Colombia gjorde ikke særlig modstand, da USA kom til Panama med sine krigsskibe. USA hævdede på sin side, at det kun var militærøvelser. Som tak for hjælpen fik USA fuld kontrol over kanalzonen den 23. februar 1904 for $10 millioner.

Den amerikanske præsident Woodrow Wilson fuldførte den sidste sprængning af Gamboadiget den 10. oktober 1913, og kanalen var dermed færdig. Et stort antal vestindiske arbejdere havde arbejdet med kanalen, og det er anslået, at omkring 5.600 mennesker mistede livet under det amerikansk-ledede byggeri.

I 1977 besluttedes det, at Panamakanalen i sin helhed skulle overgå til Panama den 31. december 1999.

Da Panamakanalens kapacitetsgrænse efterhånden nærmer sig, vedtog Panama ved en folkeafstemning den 22. oktober 2006 en storstilet udvidelse af kanalen med et større, tredje spor der vil fordoble passagens kapacitet. Prisen for udvidelsen forventes at blive 5,25 mia. dollar (ca. 31 mia. kr.), og den forventes færdig i 2015.

Dimensioner

Panamakanalen er 77,1 km lang. Den har to afdelinger med sluser på Stillehavssiden, Miraflores- og Pedro Miguel-sluserne, og en, Gatun-sluserne, på Atlanterhavssiden. Hvert slusekammer er 305 meter langt, 33,5 meter bredt og 26 meter dybt. Skibe, som skal gennem kanalen, kan ikke være mere end 294,13 meter lange og 32,31 meter brede, og største dybgang er 12,04 meter (tropisk ferskvand). Skibe som ligger i denne størrelseskategori kaldes for panamax.
Kanalen har to løb sådan, at der kan gå skibe i begge retninger samtidig. Højdeforskellen fra havet til Gatunsøen er 26 meter. Der blev fjernet 14 gange mere masse, da Panamakanalen blev bygget, end ved byggeriet af Suez-kanalen.
På den atlantiske side har sluserne massive stålporte, som er 21 meter høje og vejer 745 ton hver; men de er alligevel så godt afbalancerede, at det kun kræver en 40 hk (30 kW) motor for at åbne og lukke dem. På Stillehavssiden, som kaldes Miraflores, er vandstanden 24 cm højere og har meget større tidevandsforskelle

 

 

 

 

  Tilbage Home Links Gæstebog Port of Call Næste